At leve på Hawaii
Bare det var mig, tænkte jeg. Jeg var godt og gammeldags misundelig på min lillebror. Nå ja, ikke egentlig misundelig, for jeg under ham i høj grad det nye liv, han nu kaster sig ud i sammen med sin kone, men vi har vel ikke på dansk et andet ord, der rigtigt dækker.
Sagen er, at min bror gennem nogle år har drevet sit eget enkeltmandsfirma med stigende succes. Han er edb programmør og har fundet en givtig niche, hvor han stille og roligt kan sidde ved computeren og lave specielle programmer til sine kunder.
Nu er han kommet i tanker om, at det er fløjtende ligegyldigt, hvor i verden han sidder ved sin computer, så han og hans kone har valgt at rykke teltpælene op og flytte til Hawaii. For, som han siger, mit arbejde kan udføres alle steder i verden, bare der er adgang til internettet. Det, jeg producerer, sender jeg jo alligevel til kunderne via nettet, så ingen vil mærke ulemper i forbindelse med, at jeg flygter fra den danske vinter og regnfulde sommer og slår mig ned et sted, hvor vejret altid er godt.
Min bror og hans kone har ingen børn, og de har i de senere år været på flere Hawaii rejser, og de befinder sig så godt derude, at de gerne vil bo der permanent. De flytter snart, og jeg håber da, at det kan give anledning til, at også min kone og jeg kan komme på nogle rejser til Hawaii for at besøge dem.