Hvem kan på Vesterbro?

Jeg har en søster. Hun har travlt, og det sker tit, at hun beder mig om at hjælpe sig. Med det kedelige. Rengøring og den slags. Jeg har lidt på fornemmelsen, at hun udnytter, at jeg er alene og ikke har så travlt som hende. Samtidigt har jeg også på fornemmelsen, at hun er lidt doven, når det kommer til det her med at holde rent derhjemme. Når hun spørger mig, om jeg vil komme og hjælpe hende med at få gardinerne vasket og den slags, plejer jeg at sige til hende, at jeg heller ikke er glad for at gøre rent. Jeg fortæller hende også, at rengøring er et ansvar, man tager for sig selv. Det er ligesom personlig hygiejne. Man vil jo ikke gå ud og være beskidt. Eller ulækker for at sige det rent ud. Det samme burde gælde for ens hjem. Synes jeg – selvom jeg bor på Østerbro.

Altid en undskyldning

Hun forstår mig godt, men kommer altid med en masse undskyldninger for ikke at have tid nok til at gøre det selv. Helt alene.

Det er sket, at jeg har hjulpet hende, nogle gange, men jeg har faktisk bedre ting at lave end at sørge for, at hendes ovn er ren. Hun ved det godt. Alligevel har hun spurgt mig igen. ”Kan du ikke komme og hjælpe mig med at få muget ud her i lejligheden?” Hun spurgte mig igen i går aftes. Hun ville gerne have, at jeg kommer i dag. Jeg har bare ikke tid – og jeg har heller ikke lyst. Og det har jeg sagt til hende. Hvis hun vil have gjort rent uden at gøre det selv, så må hun betale sig fra det. Hun kan ansætte en rengøringsassistent til at komme og gøre det grove arbejde. Ikke mig. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke have indsigt i hendes privatliv: Du ved, hvad spiser hun, hvad smider hun ud. Hvordan ser hendes klædeskabe ud indvendigt og den slags. Hvis hun vil, kan hun få en anden til at gøre det og få indsigten. Det er ikke mig.

Find dog en vinduespudser!

Hun blev ret sur på mig, da jeg sagde, at jeg har andet at lave i dag og derfor ikke vil kunne komme og hjælpe hende. Hun anklagede mig for at være negativ overfor hende. Det mener jeg ikke, at jeg er. Hun må lære at tage ansvar for sig selv.
Jeg må sige, at det var svært at nægte hende min hjælp.

Jeg gik derfor på nettet og søgte ”Vinduespudser Vesterbro” og så, at det er muligt at få en særlig ordning med et firma, så de kommer på bestemte tidspunkter. Jeg sendte hende en mail med web-adressen til firmaet og sagde til hende, at hun kan ringe dem op og bestille en tid, der passer hende. Det er den hjælp, hun kan få fra mig fremover. Jeg kan ikke stille op, når hun synes, at hun skal have gjort rent. Jeg kan til gengæld give hende vejledning i, hvor hun kan finde hjælp. Så længe hun vil betale sig fra det, så må det være en fin ordning.