Vil savne hende

Mit hjerte bløder. Men jeg siger det ikke højt. Jeg vil nemlig ikke ødelægge den glæde, jeg har set i min datters øjne. Hun forlader mig. Og jeg er slet ikke tryg ved situationen. Men det kan ikke være anderledes. Hun tager på musikefterskole her efter sommerferien. Og jeg må bare forsøge at acceptere, at hun er ved at blive en selvstændig ung kvinde. Jeg må finde mig i, at jeg skal være alene i det kommende skoleår. Det går nok. Håber jeg.

Hun er jo stor nu

Men at min datter er så stor og selvstændig nu, kan jeg bare ikke forstå. Det virker, som om at der er sket så meget i de sidste 2 år med hende, og jeg har ikke kunnet følge med i hendes udvikling. Fra at være en lille pige har hun udviklet sig til at være meget sikker på sig selv. Måske har jeg indirekte – og ude at ville det – lagt et for stor pres på hende. Det var jo meget svært for mig at acceptere, at hendes far fandt en anden. Vi blev skilt. Det var et stort nederlag for mig. Måske har min datter følt, at hun skal være voksen for mig – og det er bare blevet for meget for hende? Har hun brug for et frikvarter, hvor hun ikke skal tænke på mig?

Selvbebrejdelser

Jeg har jo virkeligt grædt meget. Hun har siddet og holdt mig i hånden. Hun har lyttet til alle mine selvbebrejdelser. Hun har tålmodigt ventet på de gode dage, hvor jeg ligesom kunne begynde at overskue min hverdag. Jeg ved, at det har været medvirkende til, at karakterniveauet i skolen faldt. Hendes tid til at koncentrere sig, om lektierne er blevet formindsket, fordi hun har følt, at jeg havde brug for hende.

Nu er det så kommet til det punkt, hvor vi skal tage afsked med hinanden om få uger (faktisk kun 7 uger). Hun besluttede, at hun ville have en pause fra det hele. Hun ville væk fra en kedelig hverdag. Hun vil opfinde og erfare nye ting, siger hun. Hun kan ikke længere stå til rådighed for mig, siger hun. Hun siger også, at hun elsker mig, fordi jeg forstår hende. Og det gør jeg. Inderligt! Og jeg ønsker alt det bedste for hende. Af hele mit hjerte. Derfor har jeg også taget mig sammen til at lytte til, hvad hendes far har sagt: ”Hun skal ikke være din støttepædagog, fordi du ikke kan håndtere, at vores liv sammen ikke fungerede!”

Han har jo ret

Han har ret. Jeg har hørt ham. Jeg har hørt hans desperation, når han har ringet kl. 11 om aftenen og fået uventet besøg af vores grædende datter, som bare ikke kunne klare at se mig længere. Ideen med musikefterskolen var hendes egen efter ta have læst en artikel om det. Ønsket om at komme væk fra det hele og ønsket om at kunne koncentrere sig om det, som hun interesserer sig for, blev så stærkt. Hun fandt selv efterskolen. Sendte en ansøgning. Fik plads.
Og nu må jeg tage mig sammen, så hun forstår, at jeg ikke vil bære nag over, at hun forlader mig.